Om en vin er vegansk, handler om den måde den er klaret (fjernet urenheder) på.
Traditionelt er vine blevet klaret med det der var for hånden i vingården: æggehvider fra gårdens høns. Denne blev pisket og spredt ud over vinen, og når den faldt til bunden trak den urenheder med.

I dag bruges der gelatine (lavet af dyr/fisk), Bentonit (fra ler) eller planteproteiner der fx kan være lavet af ærter.

Man kan sige at det stof der klarer vinen, ikke er tilstede i den færdige vin på flasken, men det har været i berøring med vinen

En vin kan også blive klar af at stå længe nok i tanken, fx vinteren over. Men det er ikke alle vine der bliver helt klare af den process.

I Grapeland har vi lige nu 2 vine der er certificerede veganske.
Men spørg endelig, vi ved hvilke få af vores vine der er klaret med gelatine, og dermed ikke veganske!


Certificering af vegansk vin

Der findes en certificering for vegansk vin – men du kan også spørge der hvor du køber vin, om en vin er vegansk, selvom den ikke er certificeret.

Ligesom mange af vores vine i Grapeland ikke er certificeret økologisk selvom de er dyrket og lavet økologisk (og med tanke for klimaet), så er stort set alle vores vine veganske, selvom de ikke er certificerede!

Betyder det noget?
Tjaee – vi vil i hvert fald rigtig gerne vide hvordan vores vine er lavet. Så hvis du også vil det, må du spørge ind til det, der hvor du køber din vin.
Reglerne for vin/alkohol er nemlig helt anderledes end for alle andre fødevarer.
Hvis der er over 1,2% alkohol, skal der kun stå allergener på etiketten, ikke alt det andet der er tilladt at tilsætte.
Og så skal der stå nogle få andre ting, som fx oprindelse, alkohol procent, sukkermængden for bobler – ord som: Brut Nature mv.

OBS: Det er ikke tilladt at skrive at vinen ikke indeholder sulfit, fordi sulfit er naturligt i alle vine (fra drueskallen og gæringsprocessen). De skal mærkes, hvis der er tilsat sulfit. Man må skrive at vinen “kan indeholde naturligt forekommende sulfit” – eller – “Ikke tilsat sulfit”.

Citat fra reglerne: “Vin er som andre alkoholholdige drikkevarer med et alkoholindhold på mere end 1,2 % undtaget fra fødevaremærkningsreglernes krav om ingrediensliste og næringsdeklaration” – Læs hele regelsættet her på Fødevarestyrelsens hjemmeside.